Velkommen til vores grønne oase Kulturen i naturen. Sådan kan man med få ord beskrive vores skønne plet på landkortet. Vi har både grønne skove, dybe søer, enge, moser og åbne landskaber. Men vi er også beriget med en spændende kulturhistorie, der trækker tråde helt tilbage til de første bosættelser i Bromme, over Middelalderens magtkampe til nutidens store forfattere. Jo, vi har meget at byde på, hvad enten du er til smuk natur eller spændende kulturarv. Kig forbi og lad eventyret begynde.
Her finder du oplysninger – om både små og store begivenheder i Sorø Kommune. Årets begivenheder er dem du bare ikke vil gå glip af – om det er vores fantastiske lysfest Kyndelmisse – i januar – eller om det er vores sommer Jazz rundt i hele kommunen i uge 30. Ugens begivenheder er dem der kan løfte din dag – din uge – din ferie – med helt nye og sjove oplevelser. Velkommen til det hele!!
Et sted for mangfoldighed og inspiration
Midt i Sorøs historiske bykerne, hvor Storgade bugter sig gennem århundreders arkitektur, ligger et ganske særligt hus – De unge Herrers Gård. Bag den markante facade gemmer sig ikke bare én, men mange fortællinger. Bygget i årene 1623-25 af selveste kong Christian IV, skulle huset danne ramme om hans sønners ophold ved Sorø Akademi – en kongelig opdragelse i lærdom og dannelse.
Selvom facaden mod gaden blev skalmuret i 1700-tallet, kan man stadig i gården beundre det oprindelige bindingsværk. Her mærkes historiens vingesus – bogstaveligt talt, da du i bibliotekets læsesale kan fornemme bygningens alder med dens skrå vægge og gulve, hvor du kan fordybe dig i alskens litteratur.
I 1800-tallet blev huset centrum for en travl købmandshandel. Initialerne PLLB.MJB, hugget i væggen, vidner om købmand Peter Lauritz Ludvig Bang og hans hustru, Maria Jacobine Bang. I 1949 husede bygningen både købmand, lejligheder og bibliotek – og netop biblioteket har siden 1956 sat sit tydelige præg på huset.
I dag er Sorø Bibliotek og Bykontor ikke blot et bibliotek, men et levende kulturhus. Her summer det af liv – her oplever man bl.a. kreative workshops, læsekredse, foredrag om gamle dage til moderne teknologi og listen fortsætter. I børnebibliotekets kan de yngste bl.a. gå på jagt i en miniversion af Klosterporten, finde inspiration liggende på en miniversion af Sorøs vandtårn, og gå på opdagelse i bøgerne. Det hele venter kun på nysgerrige sind.
Og trænger man til at udforske mere, står Bykontoret klar. Her kan du booke sejlture med “Lille Claus”, guidede ture i Sorø Klosterkirke, Sorø Akademi og byvandring, eller blot få inspiration til Sorøs øvrige perler.
Stedet har rummet mange mennesker, fra Christian d. IVs sønner, til dig og mig der benytter sig af bibliotekets mange tilbud. Her er der plads til litteratur, kultur, historie, fordybelse og leg. Og det hele starter her – i De unge Herrers Gård.
Skrevet af Pernille Vejlsøe Hviid, kulturformidler på Sorø Bibliotek og Bykontor
Så tag dem med til Sorøs Grønne Scene udenfor Sorø Bibliotek og Bykontor og oplev Moussa Diallo Trio d. 15/7 kl. 11.00 – 12.00. Kom med Cirkeline og Coco på en musikalsk rejse til Afrika og oplev hvordan Moussa Diallos musik fortryller jer børn og forældre.
Køb billet her:
Børnejazz: Cirkeline & Coco Rejser til Afrika | Sorø Bibliotek
Se alt hvad der er at opleve samlet på kortet
Kunstnergaarden – Saltofte Larsen Samlingen, Kunstnergaardsvej, Dianalund, Danmark