En kvinde med sine meningers mod👩

Renna Hauch blev opdraget til frisind og kritisk tænkning. De værdier holdt hun ved, efter at hun i den tidlige alder af 17 år giftede sig med den ældre og mere konservativt tænkende videnskabsmand og digter Carsten Hauch. Med ham tilbragte hun den første del af sit voksne liv i Sorø. Hun var af en personlighed, som stod fast på egne holdninger og handlinger. Det har gjort hende til en lige dele værdsat og kontroversiel skikkelse.

I Sorø var hun i omgangskreds med Akademiets folk og romantikere som H.C. Andersen og A. Oehlenschläger. Hendes romaner fra perioden, Tyrolerfamilien og De Tre Haarlokker  (1840) og Fru Werner (1844) er da også af romantisk karakter. Hun har utvivlsomt trukket både viden og inspiration fra miljøets tænkere. Men ved et personligt vendepunkt blev hun skarpere i sit kritiske blik og udfordrede sine omgivelser som en moderne realist og ateist.

Rennas værdikamp holdt ikke pause, men var smeltet sammen med hendes liv – også som moder og senere bedstemoder. Hun fandt, at selv hendes egne børn var for bundne af tidens kristne normer, der i hendes øjne forhindrede dem i udfolde deres fulde potentiale. Renna var særligt kritisk over for de herskende kønsroller. Det gav hun også et litterært udtryk i novellen “En fortælling om et barn”, der pegede på ulighed mellem drenge og piger i familier.

Det var ikke dog ikke med pennen, hun markerede sig stærkest. Snarere påvirkede hun sin tid gennem sin adfærd og sine samtaler med mennesker omkring hende. En særlig aktiv og varig udveksling havde hun med den moderne tænker og forfatter Georg Brandes, som hun delte åndsfællesskab med. Hun gav konstruktive modspil, opildnede og påvirkede sin samtalepartners tænkning. Ad den vej blev Renna en drivmotor bag det moderne gennembruds udfordring af samfundets religiøse dogmer og kvindesyn.

Citat: […] gid han ikke med al sin Begavelse og mageløse Energi maa komme paa Afveje, der fjerner ham fra Maalet. En kraftig optræden mod alt det kristelige Hykleri, Løgn og Hovmod ønsker jeg brændende maa komme frem; men jeg frygter for, at Brandes ikke er den, som er kaldet dertil. (RH i brev til sønnen Adam 21.1.1872. Kilde: Krogsholm, 2019. Dristig som en mand)

Fakta: Renna Hauch blev født den13. juni 1811 i Helsingør og døde den 24. marts 1896 på Frederiksberg. Hun hed rigtigt Frederikke Elisabeth til fornavn, men blev kaldt Renna, også stavet Rinna. Hun levede et omskifteligt liv, der bl.a. lod hende opleve Kiel under borgerkrig, flere bopæle og selvmord i familien. Hun valgte selv til sidst at tage sit liv som 85-årig.

 

Skrevet af Rose Gaihede, kulturkoordinator Sorø Bibliotek

 

Følg med i morgen, hvor du skal møde en kvinde, der havde hænderne skruet godt på

Brug vores interaktive kort

Se alt hvad der er at opleve samlet på kortet


Kulturcafe Ludvig

Kulturcafe Ludvig, Ingemannsvej, Sorø, Danmark

Kulturcafe Ludvig

Kongsgaarden

Kongsgården Vester Broby, Strandvejen, Sorø, Danmark

Kongsgaarden

Bromme kirke

Bromme Kirke, Maglesøvej, Munke Bjergby, Danmark

Bromme Kirke

Kunstergaarden

Kunstnergaarden – Saltofte Larsen Samlingen, Kunstnergaardsvej, Dianalund, Danmark

Kunstnergaarden

Sorø Kunstmuseum

Sorø Kunstmuseum, Storgade, Sorø, Danmark

Sorø Kunstmuseum