Susåen – to kig tilbage i historien og meget mere
Vester Broby ligger 7-8 km syd for Sorø og består mest af én lang bygade med det prangende navn “Strandvejen”. I den østlige ende af byen ligger 1100-tals kirken, ikke så prangende i sin ydre fremtoning, men indeni fyldt med tegneserier fra flere perioder i middelalderen. Kalkmalerierne.

Det første man møder, når man træder ind i selve kirken er på højre hånd en fremstilling af Kain der dræber sin bror Abel, så er linjen ligesom lagt. Men skal man starte med begyndelsen, skal man helt ned til enden af kirken, koret og apsis. I den halvcirkelformede apsis, en lille gevækst på kirken som det jo er, troner Kristus med to fingre strakt i vejret, som man fremstillede ham i 1100-tallet, majestætisk, herskende, måske ligefrem dømmende. Helt modsat den lidende Kristus på korset lige foran kalkmaleriet.

Resten af den rige bemaling af kirken er rundt regnet fra 1300-tallet. Der er mange detaljer at fordybe sig i. Skal man fremhæve noget, må det være faget lige foran koret, hvor skabelsesberetningen er fremstillet med stor ynde, fra den milde og faderlige Guds skabelse af planter og træer i den østre kappe i hvælvingen, til at Eva bliver trukket ud af Adam i den nordre. Men der er også i andre fag døden, der er på vej til at tage en forfængelig kvinde, og en lystig djævel der piner et par sjæle i Helvede.

Fra kirken går man 50 meter mod øst ad Strandvejen. Så går der en grusvej ned til Kongsgården, som man når på et par minutter. Kongsgården er en usædvanlig stor, firelænget bindingsværksgård fra 1800-tallet, bevaret udenpå uden de store forandringer, og indenfor står den som en slags museum for, hvordan et landbohjem så ud for 70-80 år siden. Man kan bese stuer og køkken den første onsdag i måneden mellem 13 og 15.30. Historien er, at den blev drevet af Ejler Kjær Larsen fra 1932. I 1957 giftede han sig med sin mangeårige husbestyrerinde, Lone. De havde ingen børn eller andre arvinger, og Lone, som overlevede sin mand, valgte at overlade gården til en fond, som med bl.a. Realdanias og mange frivillige lokale kræfters hjælp har skabt dette museum for livet på landet, som det levedes omkring 1950.

Går man videre gennem Kongsgårdens østport, kan man dreje til højre ned ad en grusvej, der fører til Susåen, en tur man skal tage, hvis tiden overhovedet er til det. Den ti minutters gåtur ad smalle trampestier ned til den nyanlagte træbro over Susåen er ubeskrivelig smuk. Stien går brat nedefter, gennem et bakket englandskab, der er som taget ud af et guldaldermaleri, og ender med at folde Susåen ud, hvor den er mest slynget. Man vinder måske ikke så meget ved at gå over broen, men rigtig meget ved at tage hele vejen ned til den.

Skrevet af Michael Kræmmer – forfatter og cand.mag. i historie