I sæsonen, fra maj til september, er det muligt at lade sig fragte rundt på Sorø Sø i den charmerende lille turbåd. Lille Claus, der før sin ankomst til Sorø sejlede havnerundfart i København.

Lille Claus har besejlet Sorø Sø siden 1997, men bådfart med passagerer er et mere end et århundrede gammelt fænomen på søen. I 1800-tallets begyndelse kunne man lade sig ro over søen, men fra 1870 tog bådfarten for alvor fat. Her blev jerndampbåden Ægir bygget, den fragtede derefter i 32 år passagerer fra Akademihaven til forlystelsesstedet Parnas, kun om søndagen, men den indbragte alligevel ejeren, smedemester Friis, en anselig indtægt.

I 1902 blev Ægir så solgt til det nydannede Parnasselskab, der drev traktørstedet Parnas på søens vestbred. Men de nye ejeres ønske var i virkeligheden en motorbåd, og i 1905 blev dampmaskinen da også erstattet af en benzinmotor. Samtidig var succesen så stor, at man fik bygget en supplerende båd i træ, som fik navnet Ran, så man forblev i den nordiske mytologi.

Fra 1905 til -69 sejlede begge både i fast rutefart på søen, kun afbrudt af pæleorm, rustskader og verdenskrige. 1920erne var en storhedsperiode, hvor man måtte indtage en tredje båd, Store Gerda, for at kunne leve op til efterspørgslen. Verdenskrigene var dog et afbræk. Under første verdenskrig indsatte man i stedet en robåd. Under anden verdenskrigs brændstofmangel fik man installeret en elektromotor på Ægir. En opladning kunne lige akkurat holde til at båden sejlede fra Akademiet til Parnas og tilbage igen.

I 1947 blev driften nogenlunde normal igen, og man oplevede en ny storhedstid frem til 1960, hvor Ran og Ægir årligt transporterede 40.000 gæster over søen. Men i 1960erne gik det ned ad bakke. Dels faldt søgningen til traktørstedet på Parnas, hvilket faldt tilbage på bådfarten. Dels fik folk biler. Dels oplevede man generende og fordyrende krav fra myndighederne til alt fra redningsbælter til skibsførernes uddannelse. Endelig begyndte skibene at skrante.

1969 sank Ægir lige så stille, lige efter den var erklæret sejlklar af myndighederne. Den blev bjærget og bragt til Søndergade Børnehave, hvor den langsomt rustede op. Ran havde fået konstateret råd, men sejlede frem til 1972 på dispensation. I mellemtiden var Parnas blevet lukket, og som følge heraf indstillede man helt bådfarten. Ran fortsatte sin tilværelse som lystbåd i Skælskør. I 2005 blev den utæt og sank og blev efterfølgende sat til salg for 5.000 kr.

Der knytter sig et utal af gode historier og farverige personer til bådfartens historie. Som tyfonen der rev taget af Ægir, skolelæreren der drattede i vandet mens han formanede sine elever om at være forsigtige, skipperen kaldet Marokko Larsen, en tidligere fremmedlegionær, der altid kunne diske op med en historie fra de varme lande.

Der blev gjort flere behjertede forsøg på at genoprette bådfarten efter 1972, men først efter 25 år lykkedes det med introduktionen af Lille Claus. D. 29. juli kl. 17 kan man deltage i en rundtur på Lille Claus, hvor der er koncert på båden med duoen Askov-Andersen.

 

Skrevet af Michael Kræmmer – forfatter og Ph.d. i Middelalderhistorie

 

Fotos: Dampbåden Ægir (SLA), Ran (SLA)

 

Brug vores interaktive kort

Se alt hvad der er at opleve samlet på kortet


Kulturcafe Ludvig

Kulturcafe Ludvig, Ingemannsvej, Sorø, Danmark

Kulturcafe Ludvig

Kongsgaarden

Kongsgården Vester Broby, Strandvejen, Sorø, Danmark

Kongsgaarden

Bromme kirke

Bromme Kirke, Maglesøvej, Munke Bjergby, Danmark

Bromme Kirke

Kunstergaarden

Kunstnergaarden – Saltofte Larsen Samlingen, Kunstnergaardsvej, Dianalund, Danmark

Kunstnergaarden

Sorø Kunstmuseum

Sorø Kunstmuseum, Storgade, Sorø, Danmark

Sorø Kunstmuseum