Velkommen til vores grønne oase Kulturen i naturen. Sådan kan man med få ord beskrive vores skønne plet på landkortet. Vi har både grønne skove, dybe søer, enge, moser og åbne landskaber. Men vi er også beriget med en spændende kulturhistorie, der trækker tråde helt tilbage til de første bosættelser i Bromme, over Middelalderens magtkampe til nutidens store forfattere. Jo, vi har meget at byde på, hvad enten du er til smuk natur eller spændende kulturarv. Kig forbi og lad eventyret begynde.
Her finder du oplysninger – om både små og store begivenheder i Sorø Kommune. Årets begivenheder er dem du bare ikke vil gå glip af – om det er vores fantastiske lysfest Kyndelmisse – i januar – eller om det er vores sommer Jazz rundt i hele kommunen i uge 30. Ugens begivenheder er dem der kan løfte din dag – din uge – din ferie – med helt nye og sjove oplevelser. Velkommen til det hele!!
Arkitekturtur i Sorø
Der blev bygget utrolig meget nyt i Sorø i klunketiden. Perioden fra ca. 1870 – ca. 1910 (indrammet af krigen i 1864 med tabet af Sønderjylland og 1. verdenskrig) er klunketidens æra. Stilhistorisk hedder perioden historicisme. Her er alle tidligere arkitekturstrømninger anerkendt, og ingen er mindre værdsat end andre, så længe de kan mikses med hinanden. Det moderne gennembrud kendetegner litteraturen, og varietéer i byerne byder på vovet dans og drinks til kvinderne.
Klunketiden er både tykke velourportierer, overpolstrede møbler med klunker i lag, overdådigt nips, hvepsetaljer, høj hat og dobbeltmoral og industrialisering, social opdrift, urbanisering, demokratibevægelse og nye rettigheder for kvinder.
Klunketiden er pynt med pynt på. De nybyggede huse bliver dekoreret. Dekorationen er lidt ligesom cafemusik, man ikke skal lytte til. Det er blot en behagelig baggrund. Og sådan er klunketidens pynt. En behagelig baggrund, et akkompagnement til gadelivet. I klunketiden fandt man ingen glæde i store bare flader, som kun afspejler materialet. Dekorationerne var ofte industrielt massefremstillet, og bygherrer og husejere kunne bestille dem via postordrekataloger.
I 1904 blev den store Industri – og landbrugsudstilling i Sorø afholdt i en nybygget udstillingsbygning på den grønne plads foran Akademiets hovedbygning. Det var den tids Bella Center. Udstillingen varede en uge, og der var fyrværkeri flere aftener. Her kunne byens borger få nye ideer til nyt pynt.
I perioden var der selvfølgelig lovregulering på de nybyggede huse, så man kunne ikke gøre lige, hvad man havde lyst til. Dog gav en byggelov fra 1889 tilladelse til karnapper og lignende udladninger. Hidtil var altaner øverst oppe tilladt, men ikke bygningsdele, der gik ud over facadelinjen. Samtidig blev der dispenseret fra, at huset gik til byggelinjen så længe, det ikke overskred grundens grænser, så nu kunne man tilføje runde former, påklistrede tårne og indhak. Og det gjorde man. I den grad.
Skrevet af Lene Hadsbjerg, Museumsinspektør ved Sorø Museum
Storgade 12, opført i 1878. Kendetegn: Sandsten, markante øjenbryn over vinduer, tandrække under taget, gesimser.
Storgade 36 opført i 1897. Kendetegn: pilaster på gavlen, gesimser, fine buer over vinduer i underetage.
Storgade 42 opført i 1916. Kendetegn: karnap, pudset dekoration.
Storgade 44 opført i 1907. Kendetegn: karnap, runde kviste, gesims og pudset bund.
Læg også mærke til Rådhuset på Torvet
Det er tegnet af arkitekt F.V. Tvede og opført i 1881. På alle måder en værdig repræsentant for historismen. Murværk er med Kehlet fuger. Vinduer både i gotisk (spids) og romersk (rund) stil. Kamtakkede gavl. Det er en hjørnebygning, derfor to forsider. Indgangsparti er bygget som en karnap, der bryder gesimserne og gør underetagen lavere. Blændfelter under kamtakkerne er muret i sildebensmønster. Taget er stribet og meget højt og stejl og er med til at gøre bygningen høj. Årstallet er sat på gavlen mod gården og ikke mod Torvet. Læg mærke til tagvinduernes tage.
Trænger I til et hvil og lidt sødt til ganen efter arkitektur-turen, så er der mulighed for at få Afternoon Tea i den smukke Fuchsiahave ved Sorø Akademi.
Se alt hvad der er at opleve samlet på kortet
Kunstnergaarden – Saltofte Larsen Samlingen, Kunstnergaardsvej, Dianalund, Danmark