Velkommen til vores grønne oase Kulturen i naturen. Sådan kan man med få ord beskrive vores skønne plet på landkortet. Vi har både grønne skove, dybe søer, enge, moser og åbne landskaber. Men vi er også beriget med en spændende kulturhistorie, der trækker tråde helt tilbage til de første bosættelser i Bromme, over Middelalderens magtkampe til nutidens store forfattere. Jo, vi har meget at byde på, hvad enten du er til smuk natur eller spændende kulturarv. Kig forbi og lad eventyret begynde.
Her finder du oplysninger – om både små og store begivenheder i Sorø Kommune. Årets begivenheder er dem du bare ikke vil gå glip af – om det er vores fantastiske lysfest Kyndelmisse – i januar – eller om det er vores sommer Jazz rundt i hele kommunen i uge 30. Ugens begivenheder er dem der kan løfte din dag – din uge – din ferie – med helt nye og sjove oplevelser. Velkommen til det hele!!
Guldaldermaleren👩
Lucie Mandix, som hun hed inden sit ægteskab, viste allerede som 6-årig stor passion for at tegne blomster. Interessen var så stærk, at hun i 1817 fik undervisning af den anerkendte blomstermaler C.D. Fritzsch. På det tidspunkt var Kunstakademiet lukket land for kvinder, så Lucie fik via sit kontaktnet udelukkende privat undervisning. Hun debuterede på Charlottenborg Forårsudstilling i 1824 og var med igen i 1826, begge år med blomstermotiver. I samme periode malede hun også hverdagsskildringer af bønder.
Efter en studietur til Berlin og Dresden i 1828 blev hun endnu mere optaget af det religiøse udtryk frem for komposition og figurtegning, og hun begyndte at male altertavler, som hun gav til kirker i hele landet.
Lucie Ingemann blev aldrig rigtig anerkendt som maler. En gæst, der besøgte Ingemann-parret i 1856 skrev i sin dagbog: ”Sikkert giver Gud hende en lykkeligere pensel i et andet liv.”
Både Lucie Ingemann og hendes mand var fascineret af folkelivet, som bønderne repræsenterede. På egen hånd indsamlede hun i 1826 fortællinger fra bønder i Pedersborg og Slaglille sogne. Svend Grundtvig samlede dem senere i værket ”Gamle danske Minder i Folkemunde.”
Lucie Mandix blev forlovet med B.S. Ingemann i 1812. De blev gift i 1822 og flyttede til Sorø, hvor hendes mand B.S. Ingemann fik job på Sorø Akademi. De er begravet i fælles gravsted på Sorø gamle kirkegård.
Fakta: Levede fra 1792 – 1868
Skrevet af Lene Hadsbjerg, museumsinspektør, Museum Vestsjælland
Følg med i morgen, hvor du skal møde en kvinde, der var pioner på sit felt
Lucie og B.S Ingemanns gule hus ved siden af Sorø Akademi, dannede rammen om mange kunstnersamtaler og møder. Her kom tidens kendte digtere forbi som eks. H.C. Andersen.
Er du nysgerrig på Lucie og B.S Ingemanns historie og har du mindre børn? Så tag på Natureventyret Selma og den grå tyv, hvor du skal hjælpe med at stoppe den onde kunsttyv, som har sat sig for at stjæle Ingemanns historie.
Natureventyr er en gratis app, som du kan downloade til din mobil.
Eventyret om Selma og den grå tyv begynder foran Sorø Museum og slutter ved Ingemanns gravsted.
Se alt hvad der er at opleve samlet på kortet
Kunstnergaarden – Saltofte Larsen Samlingen, Kunstnergaardsvej, Dianalund, Danmark