Velkommen til vores grønne oase Kulturen i naturen. Sådan kan man med få ord beskrive vores skønne plet på landkortet. Vi har både grønne skove, dybe søer, enge, moser og åbne landskaber. Men vi er også beriget med en spændende kulturhistorie, der trækker tråde helt tilbage til de første bosættelser i Bromme, over Middelalderens magtkampe til nutidens store forfattere. Jo, vi har meget at byde på, hvad enten du er til smuk natur eller spændende kulturarv. Kig forbi og lad eventyret begynde.
Her finder du oplysninger – om både små og store begivenheder i Sorø Kommune. Årets begivenheder er dem du bare ikke vil gå glip af – om det er vores fantastiske lysfest Kyndelmisse – i januar – eller om det er vores sommer Jazz rundt i hele kommunen i uge 30. Ugens begivenheder er dem der kan løfte din dag – din uge – din ferie – med helt nye og sjove oplevelser. Velkommen til det hele!!
På en varm sommerdag er det helt perfekt at gå i Akademihaven ved Sorø Akademi og opleve den helt særlige havearkitektur. I 1200-tallet var det en stor klosterhave, men den nuværende have trækker tråde tilbage til 1700-tallets franske barokhaver, der primært bestod af lange alléer. Der er kun enkelte af dem tilbage. Senere, i midten af 1800-tallet, blev haven ændret en del med inspiration fra især romantiske engelske landskabshaver med store græsplæner, mindre trægrupper og buske.
I en af havens lange alléer møder man også Holbergstatuen af Vilhelm Bissen (1836-1913). Den står opstillet i noget, der minder om et lille barokanlæg, og skal minde os om, at Ludvig Holberg (1684-1754), der bl.a. ejede Tersløsegaard, testamenterede sine godser, sin formue og sin bogsamling til akademiet.
Noget helt særligt er også Fuchsiahaven. Kommer man her forbi på en varm sommerdag, er det nærmest som at besøge varmere himmelstrøg med blomstrende fuchsia, agapanthus og engletrompeter i store potter, der overvintrer i havens drivhus. Akademihaven har også været et arbejdende sted, hvorfra der blev produceret planter til nogle af landets andre haveanlæg. Da Landbohøjskolens Have i København skulle realiseres og indvies i 1858, havde man forinden hentet planter fra Sorø Akademis Have og sikkert også forhørt sig hos nogle af gartnerne her.
Du kan selv gå rundt i haven og opleve den særlige stilhed og stemning med akademiet på den ene side og søen på den anden.
Besøger du i åbningstiden Hauchs Physiske Cabinet på Vænget, kan du også opleve Victor Haagen-Müllers (1894-1959) vægmalerier, som tager afsæt i hans tid som elev på akademiet. Med legende, lette penselstrøg har han malet drømmende landskabsskildringer af legende drenge og havens gartner, der går på de lange alléer og langs søen. For yderligere læsning om haven anbefales Akademihaven gennem 800 år af Torben Michelsen.
Også kunstneren Charlotte Frimodt (1852-1960) har skildret et lille udsnit af Akademihaven – lige der, hvor akademilivet møder haven. Hendes bror var lektor ved akademiet, og flere fra hendes familie var tidligere elever. Derfor har hun haft en tæt relation til områdets bygninger, også dem, som tilhørte privatsfæren. Akademigrunden er karakteriseret ved både at være offentligt tilgængelig og at indbyde til gåture året rundt i de smukke omgivelser til glæde for mange, samtidig med at stedet gennem tiden har været hjem for undervisere, rektorer og deres familier. Og så var det selvfølgelig også en kostskole for alle eleverne. Netop denne hjemlige stemning har Frimodt fint fanget i værket her. Flere af vinduerne står åbne, og der er liv inde bag de gule mure. Akademihavens store træer og græsplæne forbinder livet indendørs med den omkringliggende natur udendørs.
Skrevet af cand.mag. i kunsthistorie Ida Lehrmann Madsen
Foto: Ida Lehrmann Madsen
De fleste forfattere drømmer om at skrive en bestseller. Ludvig Holberg skrev flere af slagsen og hans tanker er stadig aktuelle i dag. Vi kender ham mest for hans komedier, men han skrev inden for mange andre genrer også. Han havde en mening om næsten alt, og var ikke bange for at ytre sig. Også om emner som ligestilling, menneskerettigheder og ytringsfrihed.
Selvom Holberg var en berejst mand, fik han alligevel en særlig forkærlighed for Sorø og omegn. Det var her, han købte sin sommerresidens, Tersløsegaard, og det var til Sorø Akademi, at han testamenterede store dele af sin formue. Hans sarkofag står derfor i Sorø Klosterkirke.
Foto: Allan Velstrøm
Foto: Ida Lehrmann Madsen
Se alt hvad der er at opleve samlet på kortet
Kunstnergaarden – Saltofte Larsen Samlingen, Kunstnergaardsvej, Dianalund, Danmark