Velkommen til vores grønne oase Kulturen i naturen. Sådan kan man med få ord beskrive vores skønne plet på landkortet. Vi har både grønne skove, dybe søer, enge, moser og åbne landskaber. Men vi er også beriget med en spændende kulturhistorie, der trækker tråde helt tilbage til de første bosættelser i Bromme, over Middelalderens magtkampe til nutidens store forfattere. Jo, vi har meget at byde på, hvad enten du er til smuk natur eller spændende kulturarv. Kig forbi og lad eventyret begynde.
Her finder du oplysninger – om både små og store begivenheder i Sorø Kommune. Årets begivenheder er dem du bare ikke vil gå glip af – om det er vores fantastiske lysfest Kyndelmisse – i januar – eller om det er vores sommer Jazz rundt i hele kommunen i uge 30. Ugens begivenheder er dem der kan løfte din dag – din uge – din ferie – med helt nye og sjove oplevelser. Velkommen til det hele!!
Stenalderboplads, plantage og grusgrav
Der er nok ikke mange, som kender området omkring Bromme, men takket være en amatørarkæolog fra Sorø, har området lagt navn til den arkæologiske betegnelse Brommekulturen. Han fandt i 1940’erne flere flintefund og beviste hermed, at der havde levet mennesker her i de dele af istiden, hvor landet ikke var dækket af indlandsis.
Området omkring Bromme er ikke kun rigt på fund fra stenalderen. Det er også et smukt og varieret landskab med mulighed for flere forskellige gåture. Ved Bromme Lillesø kan du få et kig ud over søen, og se den smukke, men fredede gøgeurt på engen omkring. På den anden side af vejen kan du gå en tur i Bromme plantage.
Bromme plantage går helt tilbage til 1793, hvor man begyndte at plante træer på de jorde, der havde ringe udbytte. Der er en markeret rute rundt i plantagen, hvor du også kan se resterne af de højryggede agere og kæmpe myretuer.
På en del af ruten er der også udkig til nedlagte grusgrave, hvor du også har mulighed for at gå en tur i det kuperede landskab.
Kunstneren Emilie Mundt kom ofte i Bromme:
Emilie Mundt var kvindelig kunstner i 1800-tallet. Der er nok ikke så mange, som kender hende i dag, men hun var med til at bane vejen for at kvinder kunne få adgang til Kunstakademiet – noget der ellers var forbeholdt mænd.
Emilie Mundt blev født i Sorø i 1842, hvor hendes far var ansat på Sorø Akademi som underviser i matematik og astronomi. Emilie Mundts mormor var gift ind i familien på Bromme Mølle ved Sorø, og det var et sted, som Mundt besøgte igennem hele livet. Efter moderens død omkring 1850 flyttede Emilie, hendes far og søskende til København.
I dag er Møllen i privat eje, men kan ses på strækningen mellem Sorø og Dianalund.
Læs mere om Emilie Mundt på Kulturen i naturens julekalender
Skrevet af Mette Tingholm, kulturkonsulent i Sorø Kommune
Emilie Mundt. Stubmølle. 1918. SMK open.
Læs mere om de mange gåture i området på Dansk Naturfrednings hjemmeside: kulturlandskab-i-soroe_bromme.pdf
Hop på Cyklen i Holbergs fodspor
Er du frisk, kan du hoppe på cyklen og begive dig ud på Holbergruten, der leder dig forbi Maglesø, Bromme Kirke og Bromme Lillesø. Find kortet på Bykontoret eller på webappen: www.oplev.soroe.nu
Se alt hvad der er at opleve samlet på kortet
Kunstnergaarden – Saltofte Larsen Samlingen, Kunstnergaardsvej, Dianalund, Danmark