Christiansminde i Sorø Sønderskov har en broget historie. Oprindelig skovridergård, senere laboratorium og samlingssted for svampeinteresserede studerende, og endelig et sted hvor den forbipasserende kan få stillet sin appetit, som i pandekagehuset i Hans og Grethe, dog uden den onde heks.

Dybt inde i Sorø Sønderskov ligger i dag spisestedet “Atelier Skoven”. En lille oase i århundredgamle bygninger, hvor man fra torsdag til søndag kan nyde sin eftermiddagskaffe eller indtage en frokost, der er kælet for.

Samlingen af bygninger har i mere end 200 år båret navnet Christiansminde. Stedet var ikke dengang tænkt som et traktørsted, men som en skovriderbolig med tilhørende landbrug under Sorø Akademi. Og det lå ikke midt i skoven dengang, området hed Bispeengen, og til gården hørte 35 tønder eng og agerland. En lysning rundt om husene vidner stadig om tiden før Sorø Akademis ekspanderende skovdrift i 1900-tallet indtog enge og brakjorder.

De nuværende bygninger stammer i hovedsagen fra midt i 1800-tallet, men har siden gennemgået mange renoveringer. Omkring 1960 var stedet i forfald, og noget måtte gøres. Københavns Universitet bød sig til som lejer og påtog sig på sigt at forbedre bygningerne som at få indlagt rindende vand, udskifte tage, der var styrtet sammen, og installere et toilet i stedet for das.
Så startede mere end 50 år med Christiansminde som base for videnskabelige feltstudier. Tiden huskes især for svampejagterne. Studerende fra biologistudiet mødte op to gange om året for at samle og studere svampe. De blev sendt ud om morgenen og skulle indsamle mindst 40 svampearter – og artsbestemme dem – ellers fik de ingen aftensmad, var professor Morten Langes strenge regel.
Når ugens svampejagt var til ende, kunne vi andre nyde godt af at se dem ligge på parade og samtidig indtage en kærkommen varm svampesuppe i den rå efterårsluft.

Atelier Skoven” har fungeret fra 2022, man når det ved at dreje ind i skoven på Næstvedvejen, der hvor bebyggelsen på Frederiksberg ophører. Åben torsdag til søndag.

Skrevet af Michael Kræmmer – forfatter og Ph.d. i Middelalderhistorie

 

 

Brug vores interaktive kort

Se alt hvad der er at opleve samlet på kortet


Kulturcafe Ludvig

Kulturcafe Ludvig, Ingemannsvej, Sorø, Danmark

Kulturcafe Ludvig

Kongsgaarden

Kongsgården Vester Broby, Strandvejen, Sorø, Danmark

Kongsgaarden

Bromme kirke

Bromme Kirke, Maglesøvej, Munke Bjergby, Danmark

Bromme Kirke

Kunstergaarden

Kunstnergaarden – Saltofte Larsen Samlingen, Kunstnergaardsvej, Dianalund, Danmark

Kunstnergaarden

Sorø Kunstmuseum

Sorø Kunstmuseum, Storgade, Sorø, Danmark

Sorø Kunstmuseum