Velkommen til vores grønne oase Kulturen i naturen. Sådan kan man med få ord beskrive vores skønne plet på landkortet. Vi har både grønne skove, dybe søer, enge, moser og åbne landskaber. Men vi er også beriget med en spændende kulturhistorie, der trækker tråde helt tilbage til de første bosættelser i Bromme, over Middelalderens magtkampe til nutidens store forfattere. Jo, vi har meget at byde på, hvad enten du er til smuk natur eller spændende kulturarv. Kig forbi og lad eventyret begynde.
Her finder du oplysninger – om både små og store begivenheder i Sorø Kommune. Årets begivenheder er dem du bare ikke vil gå glip af – om det er vores fantastiske lysfest Kyndelmisse – i januar – eller om det er vores sommer Jazz rundt i hele kommunen i uge 30. Ugens begivenheder er dem der kan løfte din dag – din uge – din ferie – med helt nye og sjove oplevelser. Velkommen til det hele!!
Forfatter, verdenskvinde og kulturmaner 👩
Forfatteren Benedicte Arnesen-Kall boede i årene 1862-70 på Tersløsegaard, hvor hun ikke alene i passende omgivelser oversatte og formidlede Molières komedier fra fransk, men også var en kulturel katalysator og inspirerende kraft i området og for Tersløsegaards gæster. Ikke mindst var hun af inspiration for Herman Bang, der besøgte stedet som barn.
Hun var selv fra barnsben stærkt stimuleret af den litterære interesse og viden hos både hendes islandske far, leksikograf Paul Arnesen og i hendes andet hjem hos familien Thorlacius-Kall; og som forfatter spændte hun over flere genrer fra digte og dramatik til romaner, studier og biografiske tekster.
Benedicte var verdenskvinde, der interesserede sig for sin tid og dens bevægelser, og som tilegnede sig udsyn med rejser først til Tyskland, Grækenland og Istanbul og siden Island, hvorfra hun skrev rejseberetninger. Hun engagerede sig i kvindernes sag og pegede på værdien af feminine egenskaber – herunder evnen til at mediere mellem epoker og forskelle.
Benedictes omfattende engagement og deltagelse i samtiden, kvinderne og kulturen ses afspejlet i blandt andre hendes refleksioner i foredragene om Fru Gyllembourg og i hendes fyldige og levende samtidsportræt i værket Livserindringer.
Hun var både lyrisk-litterært skabende og deltagende i verdens liv – så man kunne adressere disse Benedictes egne verselinjer til hende selv: “Fik Du dog Kraft til Harpens Stræng at røre / Og Livets Jubel i Ligklokkens Klang at høre” (Kilde: Fra det stille Liv).
Det fik hun vist.
Fakta: Blev født: 1813 i Slagelse. Døde 26. september 1895 i København
Skrevet af Rose Gaihede kulturkoordinator på Sorø Bibliotek
Foto: Det Kongelige Biblioteks billedsamling
Følg med i morgen hvor du skal møde en kvinde, der blev forvist til Sorø
I 1870 skrev Benedicte Arnesen-Kall om hendes helt særlige forhold til julen på Tersløsegaard. Hun skrev en artikel i Tidskrift för hemmet, tilegnad den svenska qvinnan med Titlen ”En Julehelsning från Holbergs forna hem”.
Her skriver hun;
For nogle Dage siden sad jeg i det gamle Kjöbenhavn og betragtede med en Blanding af Vemod og Glæde den uhyre Travlhed, der rörde sig i Gader og i butikker, mens alle Mennesker skulle have deres Jule-Indkjöb gjort. Da jeg, i slutnignen af August, d. A., tilbragte en Uge i Kjöbenhavn, taltes der kun om Franskmændene, om Mac Mahons Nederlag og sluttelig om Keiser Napoleons Tilfangetagelse. Det er kun et Par Maaneder siden, og nu, da jeg kom igjen, og Elendigheden i det kjære Frankrig, istedenfor at tage af, kun er voxet, og da hin tilfold ulyksalige og fordömmelige Krig, truer med sin frygteligste Katastrofe: nu kunde man tage fra Selskab til Selskab, sidde i den store Restaurationssal hos Vincent, gaa i Theatret o.s.v., uden at höre et eneste Ord om Krigen. Er det fordi man efterhaanden vænnes til Rædslerne? Er det, fordi man föler , at man dog Intet kan gjöre, og altsaa ligesaa godt kan lade Livet gaa sin Gang og blot bekymre sig om sit Eget? Jeg veed det ikke, men derimod veed jeg, at det gjorde et höist forunderligt, for ikke at sige ”pinligt” Indtryk paa mig, der, ude i min dybe Ensomhed paa Terslösegaard, er vedbleven med at med at fölge hver stor og lille Omskiftelse i denne rædsomste af alle rædsomste Krige, med angst og Bæven, med Bönner for de Lidende og med Forhaabning om det Nye og Herlige, der skal födes af al denne grændselöse Lidelse. […] Men paa Terslösegaard, der er det magelöst, naar jeg tænder træet og Kronen for min store Pleiesön, den lange Studenten, og for min lille Dreng, mit Sneebarn, den gamle Piges Hjerteskat, naar alle de smaa Husnisser faa deres Julegröd, og selv de smaa Spurve under Taget ikke blive glemte. Ja, da er det velsignet at leve!
Tidskrift för hemmet, tilegnad den svenska qvinnan Benedikte
En julehelsning från Holbergs forna hem
1870, 12, 357-359
Skrevet af Jeanette Rask Bertelsen, Tersløsegaard
Kig forbi Tersløsegaard, Ludvig Holbergs sommerresidens og bolig for Benedicte Arnesen-Kall. Du kan køre dertil i bil, men er du frisk, kan du købe kortet over cykelruter på Bykontoret, og begive dig ud på Holbergruten, der går forbi smukke Tersløsegaard.
Se alt hvad der er at opleve samlet på kortet
Kunstnergaarden – Saltofte Larsen Samlingen, Kunstnergaardsvej, Dianalund, Danmark