Ingemanns store fejring i Sorø 💭✨

B.S. Ingemann fyldte 70 år, og det blev fejret med manér i Sorø. Der var sang, taler, optog, vin i glasset, og i gave fik Ingemann intet mindre end et guldhorn!

Det er jo ikke hver dag, at en af landets største digtere fylder rundt i Sorø. Men det skete d. 28. maj 1859, hvilket førte til en stor fejring i Sorø. B.S. Ingemann boede fra 1822 til sin død sammen med hustruen Lucie Ingemann i det ene af de to gule huse ved Sorø Akademi, i dag kendt som netop Ingemanns Hus. Deres hjem var et kulturelt samlingspunkt, hvor kunstnere og forfattere som H.C. Andersen (1805-1875), Bertel Thorvaldsen (1770-1844) og N.F. S. Grundtvig (1783-1872) kom på besøg. Ingemann var i mange år lektor i dansk på Sorø Akademi, hvorefter han overtog rollen som stedets rektor.

I anledningen af hans runde fødselsdag fandt forfatteren Helena Nyblom på, at der skulle laves en indsamling, så Ingemann fik en værdig gave – et guldhorn. Om fejringen skrev hun senere:

”Hele Sorø var i Festskryd. Op imod de lysegrønne bøgetræer flagrede de røde Dannebrogsfaner fra alle Huse og Haver (…) Akademiet var lukket. Skolen havde fri, og da vi kom til Ingemanns Have, stod Akademiets Elever opstillede med Heise som Anfører og istemte en Sang (…) Det var højtideligt – Foran Havedøren stod Ingemann, klædt i den sorte Frakke med store Ærmer og den lille sorte Kalot, som var hans stadige Dragt (…) Siden blev alle de unge Piger og en Del andre Gæster indbudte til Frokost i Ingemanns Hjem, og vi syntes da at være med til noget, som var en Fortsættelse af Romanerne. De store Stuer havde kulørte Buevinduer, som lod Lyset falde farverigt ind. Der var en ejendommelig Kølighed blandet med Blomsterduft fra Haven, og Ingemann selv gik jo omkring og klinkede med os”

Jørgens Sonnes maleri De danske kvinder overrækker Ingemann Guldhornet skildrer netop denne begivenhed. Ingemann står i havedøren, og bag ham ses hustruen Lucie. Jørgen Sonne er især kendt for netop værker af historiske begivenheder.

Læs om dette værk og mange andre kunstværker med motiver fra Sorø og omegn i den nye udgivelse Sorø i kunsten, hvor man via forskellige ruter kan gå på opdagelse i kunstnernes landskaber. Bogen kan købes på Sorø Kunstmuseum.

Foto: Jørgen Sonne: De danske kvinder overrækker Ingemann Guldhornet, 1860. Olie på lærred. Frederiksborg. Nationalhistorisk Museum.

Kilder: Sorø i kunsten, Jul i Sorø 2010

Skrevet af kunsthistoriker Ida Lehrmann Madsen tilknyttet Sorø Kunstmuseum.

Foto: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksberg Slot

 

Brug vores interaktive kort

Se alt hvad der er at opleve samlet på kortet


Kulturcafe Ludvig

Kulturcafe Ludvig, Ingemannsvej, Sorø, Danmark

Kulturcafe Ludvig

Kongsgaarden

Kongsgården Vester Broby, Strandvejen, Sorø, Danmark

Kongsgaarden

Bromme kirke

Bromme Kirke, Maglesøvej, Munke Bjergby, Danmark

Bromme Kirke

Kunstergaarden

Kunstnergaarden – Saltofte Larsen Samlingen, Kunstnergaardsvej, Dianalund, Danmark

Kunstnergaarden

Sorø Kunstmuseum

Sorø Kunstmuseum, Storgade, Sorø, Danmark

Sorø Kunstmuseum