Velkommen til vores grønne oase Kulturen i naturen. Sådan kan man med få ord beskrive vores skønne plet på landkortet. Vi har både grønne skove, dybe søer, enge, moser og åbne landskaber. Men vi er også beriget med en spændende kulturhistorie, der trækker tråde helt tilbage til de første bosættelser i Bromme, over Middelalderens magtkampe til nutidens store forfattere. Jo, vi har meget at byde på, hvad enten du er til smuk natur eller spændende kulturarv. Kig forbi og lad eventyret begynde.
Her finder du oplysninger – om både små og store begivenheder i Sorø Kommune. Årets begivenheder er dem du bare ikke vil gå glip af – om det er vores fantastiske lysfest Kyndelmisse – i januar – eller om det er vores sommer Jazz rundt i hele kommunen i uge 30. Ugens begivenheder er dem der kan løfte din dag – din uge – din ferie – med helt nye og sjove oplevelser. Velkommen til det hele!!

Tag familien med bag Sorø Hallen ved skaterbanen, hvor en helt ny legeplads inviterer til timevis af leg, opdagelser og små eventyr. Her er byens historie rykket ned i børnehøjde, så nysgerrige opdagelsesrejsende kan kravle, klatre og lege sig gennem nogle af Sorøs mest kendte fortællinger.
Gå på opdagelse blandt små udgaver af lokale vartegn, og lad fantasien få frit spil. Kravl ind i Fjenneslev Kirke med dens karakteristiske tvillingetårne. Tårnene knytter sig til det gamle sagn om Inge, Asser Rigs kone, der fødte to sønner, Esbern Snarre og Absalon, og derfor blev tårnene opført. Blot et sagn, men stadig et lokalt vartegn og nu et lille eventyrområde til børn.
Kig forbi den lille udgave af Sorø Museum, der engang var Christian 4.s kro, her i sin lille udgave med mange små vinduer, til mange små historier.
Eller smut gennem Klosterporten, hvor sagnet fortæller, at Saxo skrev dele af Gesta Danorum (Danernes bedrifter). Nu kan børnene selv skrive deres historie i leg.
De mindste kan slå sig ned ved Lille Claus og spise madpakken, mens dagens kaptajn styrer skibet ud på nye togter.
Der gemmer sig også små hilsner til forfatterne Helle Helle, Holberg og Ingemann på de tre bøger man kan opholde sig på. En fin påmindelse om, at Sorø også er fortællingernes by.
Legepladsen er blevet til i et samarbejde mellem Sorø Kommune og Sorø Rotary Klub med støtte fra Sorø Byløb og Rotary Danmarks Hjælpefond. Resultatet er et sted, hvor leg, kultur og fællesskab mødes på en måde, der giver lyst til at blive lidt længere.
Når energien trænger til en pause, ligger Filosofgangen lige i nærheden. Stien har fået sit navn efter de tænkere og digtere, der gennem århundreder har fundet inspiration her. Her kan I fortsætte dagens oplevelser under trækronerne og nyde den særlige ro, som Sorøs natur er kendt for.
Sammen danner legepladsen og Filosofgangen et sted, hvor fantasien får frit spil, historien bliver levende, og både børn og voksne kan finde tid til leg, nærvær og små øjeblikke af fordybelse.
Skrevet af Pernille Vejlsøe Hviid, Kulturformidler på Sorø Bibliotek
Har du mod på flere eventyr og leg? Så kig forbi Parnas på den vestlige side af Sorø Sø. Her finder du både en huleby, hvor du kan lege i de fantasifulde huler eller gå på opdagelse med Natureventyr, hvor du kan gå høre om BS og de efterladte troldehuler. Du finder eventyret i Natureventyrs app.
Se alt hvad der er at opleve samlet på kortet
Kunstnergaarden – Saltofte Larsen Samlingen, Kunstnergaardsvej, Dianalund, Danmark