Fuldmægtig frue og husbond og hele Danmarks formynder 👩

Margrethe var en besværlig ting for et land, der aldrig havde kendt til kvindelige regenter, andet end dem, der de facto havde regeret for deres mindreårige sønner. Det var også sådan Margrethe påbegyndte sin regering, som formynder for sin mindreårige søn, Oluf, der både var arveberettiget til den danske og norske krone. Oluf døde imidlertid, inden han kom til skelsår, og der var ikke nogen indlysende mand til at efterfølge ham. Man valgte da at lade Magrethe fortsætte som regent, men da man ikke syntes, at man kunne give hende kongenavn, valgte man den lidt akavede titel som frue og husbond for riget. Hun fik også Sverige under sin hånd og valgte med tiden at kalde sig dronning af hvert af de tre nordiske riger, selvom titlen som frue og husbond gennem hele hendes liv blev hængende ved hende.

Ringsted kirke havde siden 1170 været gravkirke for kongeslægten, som Roskilde domkirke er det i dag. Men Margrethes farfar, Kristoffer, ønskede ikke at dele gravkirke med sin storebror, kong Erik Menved, som han lå i konstant konflikt med. Kristoffer lod derfor først sin tidligt afdøde søn og senere sig selv, nu kong Kristoffer d.2., begrave i Sorø Kirke. Kristoffers søn, Valdemar Atterdag, lod sig til gengæld begrave i borgkirken i Vordingborg. Men de døde er ikke længere herrer over deres egen krop. Margrethe mente åbenbart, at Sorø kirke nu var hendes slægts gravkirke. Hun fik flyttet sin fars afsjælede legeme til Sorø, gravlagde sin egne søn, Oluf, her, og tilkendegav også, at hun selv ønskede at blive begravet i Sorø. Det blev hun også, men det blev et kortvarigt besøg. Hendes gode ven, Roskildebispen Peder med tilnavnet Lodehat, ønskede inderligt at blive begravet ved hendes side, og han selv skulle, naturligvis, gravlægges i Roskilde. Så han bortførte den afdøde dronning fra Sorø, ”med vold” skrev de forargede Sorømunke, der åbenbart fysisk forsøgte at modsætte sig bortførelsen. Og så blev hun bragt til Roskilde. Således lagde Roskilde domkirke an til at blive de fremtidige regenters sidste hvileplads.

En anden tilknytning til Sorø er Vedbygård, som hun arvede efter sin far. Her søgte hun hen efter sin betingede anerkendelse som rigets husfrue, tilkaldte en skriver og forsøgte at omgøre referatet af forhandlingerne, så hun fremstod som rigets fyrste.

Citat: ”Fordi der ikke var nogen mand af det blod, der var nærmere end hende.”
Fakta: 1353 -1412, faktisk regent fra 1375.

Skrevet af Michael Kræmmer, forfatter og  historiker

Følg med i morgen, hvor du skal møde en kvinde, der var noget ud over det sædvanlige