Legepladser

Der er flere forskellige legepladser i Sorø Kommune med sjove aktiviteter for børn i forskellige aldre. 

Leg og aktivitetspladsen
Bag Sorø Hallen finder du Leg og aktivitetspladsen med masser af forskellige aktiviteter. Der er både mulighed for at lege i små kopier af Sorøs ikoniske bygninger Fjenneslev kirke, Chr.IVs kro, Klosterporten eller turbåden Lille Claus. Man kan også spille bold på banerne eller skate i skaterparken ved siden af.

 

Legepladsen ved Galgebakken
På hjørnet ved Lærkevej/Fredensvej finder du en fin lille naturlegeplads og Tarzanbane mellem træerne. Om vinteren er der også kælkebakke.

Sorøs Grønne Scene 
I sommeren 2021 åbnede Sorø Kommune dørene for et sanseligt opholds- og oplevelsesrum for alle aldre i gårdrummet mellem Sorø Kunstmuseum og Sorø Bibliotek i Sorø Bymidte.
Gårdrummet er prydet af en smuk belægning af sandsten og egetræ og en række installationer – såkaldte ”kuriositeter” – der  indbyder til afslapning, fordybelse og leg. For eksempel kan man kigge på stjerner i observatoriet, høre historier i fortællebrønden eller tage et par dansetrin i dansesøen. En oase som appellerer til at man sætter tempoet ned og åbner sine sanser.

Parnas
I Parnas Natur og Aktivitetspark finder I Hulebyen. Hulebyen består af syv flotte og fantasifulde huler designet af børn fra 5. og 6. klasse fra Sorø Kommunes skoler og er bygget af professionelle håndværkere. Der er offentlig adgang til hulerne, som man kan lege i året rundt.

“På Banen”  i Dianalund
 “På Banen” er et stort aktivitetsområde beliggende midt i Dianalund med både skatepark, multibane, E-Wall, parkour-område, crossfit- og fitnessområde, en legeplads, et stort klatretårn samt en overdækket scene. Aktivitetsområdet ligger ved Dianalund Borgerhus, der huser Dianalund Bibliotek samt lokalarkivet. Området er nabo til Dianalund Centret, der ligger blot 100 meter væk, så har man brug for noget, er det inde for rækkevidde.

Legepladser i Dianalund
Skelbæklund Legeplads blev oprettet af Skelbæklund Grundejerforening. Der er opsat sansegynge og to almindelige gynger, en vippe, en rutschebane – og et lille klatrestativ og sandkasse der er overdækket med net så større dyr ikke kan komme til. Der er 2 bordebænkesæt og en lille børne bordbænk, samt en bålplads. Alle er velkomne.
Legepladsen henvender sig primært til børn fra 1 til 10 år.

Legepladsen i Dianalund Bypark kan benyttes af børn fra 3 år og opefter. Der er borde og bænke nær ved. Legepladsen indeholder klatrestativ, vippe, balance tromle, rør til at kravle igennem/over, krokodille, gynger og svævebane.

Åbne legepladser ved skoler og daginstitutioner
Der er også mulighed for at lege på udvalgte legepladser i forlængelse af daginstitutioner og skoler om aftenen, weekender og ferier, når institutionerne er lukkede. Pladserne står ulåste og er markeret med skilt ved indgangen. Du kan benytte følgende legepladser:

  • Grønnegården
  • Magdalene Haven
  • Holberghaven
  • Villa Villakulla
  • Natur-børnehuset
  • Frederiksberg Skole
  • Sorø Borgerskole
  • Pedersborg Skole
  • Stenlille Skole
  • Holbergskolen
  • Ruds Vedby Skole