Velkommen til vores grønne oase Kulturen i naturen. Sådan kan man med få ord beskrive vores skønne plet på landkortet. Vi har både grønne skove, dybe søer, enge, moser og åbne landskaber. Men vi er også beriget med en spændende kulturhistorie, der trækker tråde helt tilbage til de første bosættelser i Bromme, over Middelalderens magtkampe til nutidens store forfattere. Jo, vi har meget at byde på, hvad enten du er til smuk natur eller spændende kulturarv. Kig forbi og lad eventyret begynde.
Her finder du oplysninger – om både små og store begivenheder i Sorø Kommune. Årets begivenheder er dem du bare ikke vil gå glip af – om det er vores fantastiske lysfest Kyndelmisse – i januar – eller om det er vores sommer Jazz rundt i hele kommunen i uge 30. Ugens begivenheder er dem der kan løfte din dag – din uge – din ferie – med helt nye og sjove oplevelser. Velkommen til det hele!!
Holberg havde et helt særligt forhold til Tersløse, hvor han tilbragte mange somre i sit elskede sommerhus. Gennem en årrække havde han også sin daglige gang på Sorø Akademi og testamenterede derfor store dele af sin formue hertil da han døde i 1754.
Hans sarkofag står derfor også i Sorø Klosterkirke.
Det siger næsten sig selv, at der er masser af steder, der enten har haft en relation til Holberg eller er opkaldt efter ham, eller nogle af hans ikoniske figurer fra komedierne. Du vil derfor støde på navne som Holbergarkaden, Holbergskolen, Holberghaven, Per Degns vej, Pernillesvej og Leandersvej.
Tersløsegaard
Holbergs elskede sommerresidens Tersløsegaard står stadig og er nu indrettet til museum. Her kan du se de stuer, hvor han har forfattet en del af sine tekster og se møbler og beklædning, der var typisk for perioden. Gennem sommeren afholder museet forskellige arrangementer med Holberg som tema.
Holberg på Sorø Museum
På Sorø Museum kan du opleve Holberg som tegneserie. Her har tegneren Erik Petri lavet en 4 meter lang tegning, der illustrerer højdepunkter fra Holbergs liv og virke.
Holbergstatuen i Akademihaven
Højt hævet på en piedestal står Holberg omgivet af sine to muser for historien og komediedigtningen. Statuen er lavet af billedhuggeren Vilhelm Bissen i 1800-tallet og er udført i bronze. Den står smukt i Akademihaven.
Holbergs sarkofag
Holbergs sarkofag står i Sorø Klosterkirke. Den er udført i marmor og også her er han omgivet af klassiske muser.
Hop på cyklen med Holberg
Der er mange måder at opleve Holberg på. Men har du nogensinde oplevet Holberg på cykel?
Vi har sammensat en fin cykeltur, der fører dig fra Holbergs sarkofag i Klosterkirken til hans elskede sommerresidens Tersløsegaard. En rute på 36 km. Undervejs vil du møde et varieret landskab med skov, grusgrave, åbne marker og smukke søer.
Find ruten på oplevsorø.nu hvor du også finder en podcast om Holberg, eller køb cykelkortet på Sorø Bykontor – så får du tre andre ruter med helt gratis.
Er du blevet nysgerrig på Holbergs forhold til Sorø, kan du med fordel læse Sorøs Museums artikel om Holberg og Sorø.
Er du vild med Holbergs kommedier og vil du opleve dem opført på en af Danmarks smukkeste udendørs skuepladser, så kig forbi Akademihaven i Sorø i forsommeren, når Holberg Teatret spiller op til gøgl og løjer i Holbergs ånd.