En rigtig bestseller

Bestselleren Holberg
De fleste forfattere drømmer om at skrive en bestseller. Ludvig Holberg skrev flere af slagsen og hans tanker er stadig aktuelle i dag. Vi kender ham mest for hans komedier, men han skrev inden for mange andre genrer også.
Han havde en mening om næsten alt, og var ikke bange for at ytre sig. Også om emner som ligestilling, menneskerettigheder og ytringsfrihed.

Holberg og Sorø
Selvom Holberg var en berejst mand, fik han alligevel en særlig forkærlighed for Sorø og omegn. Det var her, han købte sin sommerresidens, Tersløsegaard, og det var til Sorø Akademi, at han testamenterede store dele af sin formue. Hans sarkofag står derfor i Sorø Klosterkirke, og hans betydning for området ses i vej- og stednavne som Holbergarkaden, Holbergskolen, Holberghaven, Holbergvej, ligesom du også kan se hans sarkofag i Klosterkirken eller Vilhems Bissens statue af ham i Akademihaven.

Tersløsegaard
Holbergs elskede sommerresidens Tersløsegaard står stadig og er nu indrettet til museum. Her kan du se de stuer, hvor han har forfattet en del af sine tekster og se møbler og beklædning, der var typisk for perioden. Gennem sommeren afholder museet forskellige arrangementer med Holberg som tema.

Holberg under åben himmel
Hver sommer spiller Holberg Teatret en af Holbergs komedier i Akademihaven. Selvom stykkerne er en nyfortolkning af Holbergs tekster er de altid tro mod originalen og bliver spillet i samme “Commedia dell arte” ånd, så der er grobund for et godt grin og masser af gøgl og løjer.

Hop på cyklen med Holberg
Der er mange måder at opleve Holberg på. Men har du nogensinde  oplevet Holberg på cykel?
Vi har sammensat en fin cykeltur, der fører dig fra Holbergs sarkofag i Klosterkirken til hans elskede sommerresidens Tersløsegaard. En rute på 36 km. Undervejs vil du møde et varieret landskab med skov, grusgrave, åbne marker og smukke søer.

Find ruten på oplevsorø.nu hvor du også finder en podcast om Holberg, eller køb cykelkortet på Sorø Bykontor – så får du tre andre ruter med helt gratis.