Velkommen til vores grønne oase Kulturen i naturen. Sådan kan man med få ord beskrive vores skønne plet på landkortet. Vi har både grønne skove, dybe søer, enge, moser og åbne landskaber. Men vi er også beriget med en spændende kulturhistorie, der trækker tråde helt tilbage til de første bosættelser i Bromme, over Middelalderens magtkampe til nutidens store forfattere. Jo, vi har meget at byde på, hvad enten du er til smuk natur eller spændende kulturarv. Kig forbi og lad eventyret begynde.
Her finder du oplysninger – om både små og store begivenheder i Sorø Kommune. Årets begivenheder er dem du bare ikke vil gå glip af – om det er vores fantastiske lysfest Kyndelmisse – i januar – eller om det er vores sommer Jazz rundt i hele kommunen i uge 30. Ugens begivenheder er dem der kan løfte din dag – din uge – din ferie – med helt nye og sjove oplevelser. Velkommen til det hele!!
Gennem tiden har mange forfattere lagt vejen forbi Sorø – nogle for en kort visit, andre for at blive. Store ord og magiske fortællinger er blevet til her på egnen, og det endda helt tilbage til dengang, hvor området var befolket med riddere og munke, og Saxo nedfældede danernes historie.
Stafetten er båret videre af banebrydende forfattere som Holberg, Ingemann og vores tids bestsellere Helle Helle, Ida Jessen og mange flere.
Ikke bare en tur i parken
Når du går gennem Akademihaven ved Sorø Akademi mærker man tydeligt historiens vingesus. Den storslåede park med smukt anlagte stier, gamle træer, kæmpe rhodondendronbuske og lyden af dønningerne fra søen, får naturligt tankerne til at vandre og man kan nemt forestille sig hvordan litterære personligheder som Ingemann, H.C. Andersen, Herman Bang har spadseret her og suget næring til deres fortællinger.
Lad tankerne flyve
Fortsætter man over på den modsatte side af vejen, kommer man til det, der kaldes Filosofgangen. Her langs den middelalderlige kanal, Møllediget, der forsynede klosterets mølle med vand, gik professorerne fra Akademiet og filosoferede århundrede senere. Stien var oprindeligt forbeholdt dem, men i dag er den heldigvis åben for alle, så lad bare tankerne flyve frit, når du kigger ud over de smukke omgivelser.
Litteraturen lever stadig
Der bliver stadig skrevet masser af skøn litteratur. Har du lyst til at høre nulevende forfattere fortælle om deres forfatterskab og læse op fra deres værker, kan du kigge forbi Sorø Bibliotek, der gennem året arrangerer mange spændende forfatterforedrag. Hold øje med arrangementerne på hjemmesiden.
Gennem året arrangerer Sorø Bibliotek mange spændende forfatterforedrag med aktuelle forfattere. Få et overblik over arrangementerne her.
Er du ung og i Sorø Kommune har du mulighed for at gå på Forfatterskolen for unge, hvor du får undervisning af en lokal forfatter. Vil du vide mere, så hop ind på UNG SORØs hjemmeside.
Har du lyst til at opleve Sorø på en ny måde? Så kom med på LitteraTuren, der er en skøn blanding af en dejlig gåtur og tekster fra fag- og skønlitteraturen, som måske får dig til at se omgivelserne med nye øjne. Der er uddrag fra gamle som nye forfattere, kendte som mindre kendte, lokale og ikke lokale, ligesom der er lagt op til tænkepauser og stop undervejs. Folderen kan købes på Sorø Bykontor.
Turen er udviklet med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen.
Tænk hvis alle minderne om Ingemann forsvandt. Så er det slut med at synge Dejlig er Jorden eller I østen stiger solen op. Det er plottet i det nye Natureventyr – Selma og den grå tyv…
Sorø Bibliotek & Bykontor har i samarbejde med Natureventyr udviklet en gåtur for børn, hvor de lærer mere om den folkekære digter B.S. Ingemann gennem eventyret om Selma og den grå tyv. Eventyret er gratis og findes i appen Natureventyr.
For børn i alderen 4-9 år.
Turen er udviklet med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen.