Velkommen til vores grønne oase Kulturen i naturen. Sådan kan man med få ord beskrive vores skønne plet på landkortet. Vi har både grønne skove, dybe søer, enge, moser og åbne landskaber. Men vi er også beriget med en spændende kulturhistorie, der trækker tråde helt tilbage til de første bosættelser i Bromme, over Middelalderens magtkampe til nutidens store forfattere. Jo, vi har meget at byde på, hvad enten du er til smuk natur eller spændende kulturarv. Kig forbi og lad eventyret begynde.
Her finder du oplysninger – om både små og store begivenheder i Sorø Kommune. Årets begivenheder er dem du bare ikke vil gå glip af – om det er vores fantastiske lysfest Kyndelmisse – i januar – eller om det er vores sommer Jazz rundt i hele kommunen i uge 30. Ugens begivenheder er dem der kan løfte din dag – din uge – din ferie – med helt nye og sjove oplevelser. Velkommen til det hele!!
Kyndelmisse Lysfest er Sorøs helt egen kulturnat. Her står et hav af aktører, samarbejdspartnere og sponsorer sammen om at skabe en helt unik oplevelse for de mange tusinde gæster, der lægger vejen forbi. Spektakulære lysinstallationer, kunst, korsang og kulturinstitutioner er på den anden ende. Kyndelmisse Lysfest byder på store oplevelser for alle aldre. Magiske lysfigurer, dunkelfolk, musikere, blå blink og vinterbadere – det skal alt sammen opleves. Køb et turpas og planlæg hvilke oplevelser, du ikke vil gå glip af. Sæt kryds i kalenderen allerede nu – Sorø Kyndelmisse afholdes årligt – den sidste lørdag i januar. Næste gang 25. januar 2025.
Sorø Jazz Vinter Jazz
Varm op til sommerens Jazz Festival – og kom gennem vinteren med en livsbekræftende og lun omgang Vinter Jazz.
Kunstdage i Pinsen er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor over 100 kunstnere, kunsthåndværkere og gallerier i seks midt- og vestsjællandske kommuner åbner dørene og inviterer indenfor i deres værksteder, galleriet og private hjem – og giver på den måde indblik, i en bred vifte af forskellige kunstneriske udtryk, genrer, håndværk og kreative processer – for alle interesserede.
Klassisk Køredag i Sorø 5. juni.
Hele Sorø og entusiastiske bilejere fra nær og fjern står sammen om at markere Klassisk Køredag med smukke klassiske biler. Tag en gåtur rundt i Sorø og få en snak med ejerne til de fine klassiske biler, der er stillet til skue i Storgade og på Akademigrunden.
Klassisk Køredag er et samarbejde mellem Sorø Museum og Steffen Beierholms Veterantraktor. Sorø Handel og Service bakker op om dagen og har bunkevis af gode tilbud i butikkerne. Se mere her..…
Holberg & Tersløsegaard
Ludvig Holberg (1684-1754) købte i 1745 barok-herregården Tersløsegaard og fik det, dengang meget store gods, ophøjet til “Baroniet Holberg”. Holberg boede i hovedbygningen på Tersløsegaard indtil sin død i 1754.
I dag er hovedbygningen indrettet som Holberg Museum – og i disse smukke og historiske rammer, tilbyder Tersløsegaard mange spændende arrangementer og forestillinger – naturligvis med Holberg som omdrejningspunkt.
Historisk Festival 1684 – 1862
en gang om året – slut juni / start juli, afholder Foreningen 1684 -1862 en uges historisk festival i Sorø. En overflod af spændende programpunkter samlet under et overordnet tema – gør denne festival til noget ganske særligt. Både for børn og voksne. Den aktive foreningen står også bag arrangementet Ingemanns Dagen som er en del af festivalen. De seneste år deltog alle ikke ferielukkede kirker, i fejringen af B.S. Ingemann.
Du kan se det både alsidige og spændende program her.
Sorø Jazz Hvert år i uge 30 (den sidste uge i juli) spiller Sorø Jazzfestival hver eneste dag hele ugen igennem. Det bliver til 15-20 koncerter – med alt fra duo- og trioformater til big band koncerter. Festivalen er spredt på mange forskellige spillesteder, museer, kulturinstitutioner, cafeer, hoteller, sportsklubber og kirker i hele Sorø kommune, fra Dianalund i nord over den gamle købstad midt i kommunen til Vester Broby i syd. Oplev en hel uge i Jazzens tegn med koncerter i hele kommunen.
Sorø Internationale Musikfestival
Nyd den klassiske musiks mange facetter under Musikfestivalen i Sorø. Skønne koncerter i nyrenoverede Sorø Klosterkirke – og på andre skønne lokationer i Sorø. Festivalen afholdes juli og august, men derudover byde Klassisk i Sorø på flere spændende arrangementer hen over året.
Ruds Vedby Borgspil Amatørteater når det er aller bedst – og i de skønneste rammer i Vedbygårds Park. I 2024 handler årets borgspil om Christian d. 2., som i 1513 bliver kronet til konge af Danmark og Norge. En ung konge der drømmer om at forene Norden. En tysk prinsesse, der er tvunget til at gifte sig med ham – og en elskerinde der er forbudt for ham.
Christian den 2. er en visionær leder med store planer om at modernisere landet og samle Norden, men hans ambitiøse reformer møder modstand fra det danske rigsråd.
Årets musical er en dramatisk fortælling om magt, kærlighed og politik, der giver et fascinerende indblik i kong Christian d. 2.s liv fra toppen af magten til faldet i vanære.
Musicalen har premiere d. 7. august og spiller efterfølgende 8., 9., 10., & 17., 18., 19. august.
Løvehave Koncerter
Løvehave Koncerter er en koncertrække med klassiske koncerter hver søndag kl. 16 i august. Koncerterne finder sted i Løvehavehus, en smuk tidligere skovfogedbolig som ligger i udkanten af Alsted skov og tæt på Sorø – og der tilbydes både pladser indenfor i de gamle stuer – og udenfor i haven.
Til Løvehave koncerterne kan man opleve nogle af Danmarks og Europas dygtigste musikere – og nyde koncerter, der byder på noget af det bedste musik inden for den klassiske verden.
Gamle biler i Stenlille
Er du vild med gamle biler, så drej forbi Banevænget i Stenlille. Her mødes veteranbilentusiaster hver onsdag i løbet af sommerhalvåret og viser deres køretøjer frem. Alle er velkomne, men køretøjer skal have mindst 25 år på bagen.
Kulturen i naturen. Det er det, der kendetegner Sorø Kommune med sin rige kulturarv, smukke natur og kulturelle oplevelser.
I 2024 sætter vi fokus på kunsten i naturen og litteraturen i naturen gennem forskellige arrangementer og aktiviteter.
Skal dit arrangement være med? Så kontakt kultur og fritid for at høre mere.
Husk at købe et Turpas til Kyndelmisse. I Turpasset har du hele aftenens program, zonekort – og mere end 70 oplevelser.
Turpasset giver dig adgang til alle indendørs arrangementer – og samtidig er du med til at bakke økonomisk op om arrangementet.
’Den politiske Kandestøber’ fik 25. september 1722 urpremiere på Lille Grønnegade Teatret i København. Sorø Kommune ER Holbergs land. Kig bare ind i Sorø Klosterkirke og se Holbergs sarkofag af Wiedewelt. Eller besøg Holbergs hjem – nu museum – på Tersløsegaard.
Så er det snart tid til Kunst i pinsen, der byder på tre dage fyldt med kunst og kunsthåndværk.
Find folderen på Sorø Bibliotek og Bykontor fra den 8. maj eller download appen kunstipinsen og læg dinhelt egen kunstrute.