Velkommen til vores grønne oase Kulturen i naturen. Sådan kan man med få ord beskrive vores skønne plet på landkortet. Vi har både grønne skove, dybe søer, enge, moser og åbne landskaber. Men vi er også beriget med en spændende kulturhistorie, der trækker tråde helt tilbage til de første bosættelser i Bromme, over Middelalderens magtkampe til nutidens store forfattere. Jo, vi har meget at byde på, hvad enten du er til smuk natur eller spændende kulturarv. Kig forbi og lad eventyret begynde.
Her finder du oplysninger – om både små og store begivenheder i Sorø Kommune. Årets begivenheder er dem du bare ikke vil gå glip af – om det er vores fantastiske lysfest Kyndelmisse – i januar – eller om det er vores sommer Jazz rundt i hele kommunen i uge 30. Ugens begivenheder er dem der kan løfte din dag – din uge – din ferie – med helt nye og sjove oplevelser. Velkommen til det hele!!
Interesser du dig for huse – eller historie…? Eller ka’ du bare godt lide at gå en tur..?
På Sorø Bykontor på Sorø Bibliotek kan du købe et kort med 4 dejlige gåture. Turene har forskellige temaer – og en af turene hedder ArkitekTuren. Denne tur guider dig forbi nogle af vores skønne gamle bygninger. På Bykontoret kan du også hente en gratis folder med lidt information om nogle af vores historiske huse. Du kan selvfølgelig også selv lægge en rute – måske forbi nogle af nedenstående bygninger….
De Unge Herres Gaard i Storgade nr. 7 har siden 1926 dannet rammen om byens meget populære bibliotek. Her finder I også Sorø Bykontor – og Turist Inspiration. Huset blev opført som bolig for Chr. IV’s børn, mens de gik på Akademiet. For kongens børn – både, de såkaldte, ægte og uægte, var for fine til at bo sammen med de adelige inde på Akademiet. “De Unge Herrers Gaard” var et stateligt hus i 2 etager, som – da den blev bygget – havde 60 fag, og gik helt hen til Torvet.
Klosterporten er den tidligere indgang til klosteret. I dag indgangen til Akademigrunden. Klosterporten er Danmarks ældste beboede bygning, idet de oprindelige dele af porten stammer fra tiden omkring 1200. Saxos Celle er den lille tilbygning mod vest ved Klosterporten. Et hus med 4 krydshvælvinger, der bæres af en muret søjle. Bygningen har bl.a. været brugt til soverum, kulhus, fængsel (indtil 1845) og museum m.m. Vedvarende rygter siger, at det var netop her Saxo skrev sin berømte Danmarks Krønike.
Sorø Klosterkirke er den ældst bevarede bygning i Sorø. Et arkitektonisk, kulturhistorisk, unikt og helstøbt mesterværk. Og en af Danmarks smukkeste og største middelalderkirker…
Med Absalon som bygherre blev kirken bygget fra 1161 og fremefter – i et helt nyt materiale: brændte lersten =munkesten. Kirken hørte til cistercienserklostret, men var også gravkirke for Absalons slægt og blev i 1300-årene desuden taget i brug som kongeslægtens kirke. Da byen Sorø opstod i 1620’erne, blev klosterkirken sognekirke. Her bliver byens borgere døbt, konfirmeret, gift og begravet.
Kirken bliver i dag også benyttet til koncerter – bl.a. i forbindelse med Sorø Klassisk Musikfestival
Sorø Akademi – Siden middelalderen har Sorø været et sted for oplysning, både åndeligt og samfundsmæssigt. Klostret blev afløst af en præsteskole og senere – i 1586 – en latinskole. I 1623 blev skolen – på Chr. IV’s foranledning suppleret med et akademi.
På Torvet ligger flere smukke huse. Bygningen på det nordlige hjørne af Torvet og Søgade er kendt i 1682. Huset har bl.a. været ejet af Lucie Ingemann der var gift med B.S. Ingemann På modsatte hjørne ligger Regensen som er opført i 1600-tallet til brug for Akademiet.
Det Gamle Rådhus er tegnet af den københavnske arkitekt Vilh. Tvede sidst i 1800 tallet. Huset er i tidens foretrukne stil: blandingsstilen eller historicismen, I dag afholdes her byrådsmøder. Og så er det også her – i disse historiske og romantiske rammer – at der foretages borgerlige vielser .
Magasinbygningen (en del af biblioteket) I sidste halvdel af 1800-tallet havde Sorø by (inden for byporten) mindst 10 større købmandsgårde. En af dem lå i ”Herrernes Gaard”. På væggen til magasinbygningen står Købmanden Peter Lauritz Ludvig Bang og hans hustru, Maria Jacobine Bangs initialer PLLB.MJB. Der var købmandshandel fra 1855-1935 i bygningerne.
Sorø Kunstmuseum ligger i Storgade 9 – et stort gulstenshus opført i klassicistisk stil. Huset blev opført i 1832-34 – og i 1962 omdannet til kunstmuseum. Den nye tilbygning bag til, er tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter – og er en spejling af det gamle forhus, kendetegnet ved sin enkelthed, rene form og brug af tegl som gennemgående element i facaden. Sorø Kunstmuseum har flere årlige særudstillinger , et bredt udvalg af kunst fra museets samling på mere end 2300 værker og landets største og fineste samling af russiske ikoner fra 1500-1900.
Sorø Museum ligger i Storgade nr 17 og er blandt en række huse som blev opført efter Akademiet oprettelse i 1623, til de funktioner, der ikke var plads til indenfor klosterets mure. Bl.a. kroen, der derfor blev opført efter ordre af kong Chr. IV i 1624. Det oprindelige forhus i renæssancestil står endnu med to stokværk og 15 fag lang. Museet viser udover den faste kulturhistoriske samling også skiftende særudstillinger. Museets gårdrum er et hyggeligt kulturmiljø, hvor du er velkommen til at sætte sig og nyde roen, stemningen og madpakken.
Ingemanns Hus – her boede Ingemann i 40 år med sin kone Lucie Ingemann frem til sin død i 1862. I huset opstod et frugtbart og kreativt kunstnermiljø – hvor mange af datidens tænkere og digtere, bl.a. H.C. Andersen – ofte kiggede forbi.
Molbechs Hus – her boede Chr. Molbech (1744-1824), som var ansat ved Sorø Akademi – og professor i filosofi og matematik.
Støvlet Katrines Hus er opkaldt efter Kong Chr. VII’s berygtede elskerinde, Men hoffet var bange for Katrines indflydelse på kongen – så hun fik forbud mod at bo i København. Derfor købte Kongen et hus til Katrine i Sorø. I dag finder du her en højt anerkendt gourmetrestaurant – i smukke og historiske rammer.
Vedbygaard Gods i Ruds-Vedby er i privat eje. Det smukke Gods er omringet af natur, skov, stier og søer – og skaber bl.a. rammerne for byens populære Borgspil. Amatørteater når det er aller bedst, og som hver sommer tiltrækker gæster fra nær og fjern til teater under åben himmel.
Tersløsegaard – er en fin lille barok-herregård, opført i 1739 med hvidkalket bindingsværk og store symmetrisk anbragte vinduer, der giver smukt indfald af lys. OG så var det her Ludvig Holberg flyttede ind i maj 1745 – og boede til sin død i 1754. I dag er Tersløsegaard et spændende – og meget aktivt – Museum – med masser af spændende Holberg arrangementer.
Kragerup Gods historie går tilbage til den tidlige middelalder, hvor Kragerup var en herreborg. I dag er Godset et anerkendt hotel med 57 skønne værelser, a la carte restaurant og mange unikke og spændende aktiviteter.
Se i øvrigt mere på Fredede bygninger i Sorø Kommune – Wikipedia, den frie encyklopædi
Historiske bygninger – Stiftelsen Sorø Akademi (stiftsor.dk)
På en slentretur gennem Sorø By – kan du også opleve vores mange personlige og hyggelige specialbutikker. Sorø By har en rigtig aktiv handelstandsforening – som arrangerer musik på torvet, markedsdage og meget, meget mere. Vil du vide mere om de mange aktiviteter for både børn og voksne – kan du klikke her…Sorø Handel og Service – Vi handler lokalt (soroehandelogservice.dk)
På Sorø Bykontor kan I booke byvandringer og guidede omvisninger – til både små og store grupper. Foruden byvandringer – tilbyder Bykontoret omvisning på Sorø Akademi, i Sorø Klosterkirke, på Hauchs Physiske Cabinet og i Akademihaven.
Kontakt Sorø Bykontor for priser og yderligere oplysninger:
bykontoret@soroe.dk – tel: 5787 7020
Er du interesseret i at vide mere om vores lokalhistorie – så skal du endelig kontakte de engagerende folk i vores Lokalhistorisk Arkiver.
Lokalhistorisk arkiv Stenlille (lokalhistorisk-arkiv-stenlille.dk)