Kunsten på væggen

De danske kirker rummer et sandt skatkammer af fantastiske fortællinger og bibelske motiver – og kirkerne i Sorø Kommune er ingen undtagelse. På væggene kan du se bibelhistorien udfolde sig i kalkmalerierne, der med streg og farve fortæller om bibelske begivenheder fra verdens skabelse til fantasifulde forestillinger om Helvede.

Mange af kirkerne er åbne i dagtimerne, så du kan kigge ind, når du kommer forbi. Ofte ligger de smukt i landskabet, så hvorfor ikke pakke madkurven og lave en tur ud af det? Så er der føde til både krop og ånd.

Her kan du blandt andet se kalkmalerier:

Vester Broby Kirke – er kendt for sine fine kalkmalerier, hvor store dele af billedprogrammet stadig er bevaret. Tæt ved kirken ligger Kongsgården, der er et bevaret gårdmiljø fra 1800-tallet. Gården er åben for besøg efter aftale. Gården omkranses af et smukt naturområde, der grænser op til Susåen. Husk madpakken, eller lej en kano og se det hele fra søsiden.

Fjenneslev Kirke – er nok mest kendt for sine to tårne og legenden, der knytter sig hertil. Men und dig selv at træde ind i kirkerummet også, hvor triumfvæggen blandt andet er dekoreret med en farvemættet fremstilling af De hellige tre konger og flugten til Egypten.

Sorø Klosterkirke – her er der ikke blot begravet konger og andre kendte personligheder, men du kan også gå på opdagelse blandt kirkens smukke kalkmalerier, hvor du kan se historier fra Kristi barndom, farverige våbenskjold og fantasifulde fabelvæsner. Kun et stenkast fra kirken er Akademihaven, der er en smuk park ned til Sorø Sø. Her er der maser af muligheder for at slappe af og nyde stemingen og udsigten.

Alsted kirke – her kan du se en smuk fremstilling af den tronende Kristus i Apsis udført af Jørlundeværkstedet, der arbejdede for Hvideslægten.

Slaglille kirke – her kan du se scener fra det gamle og nye testamente.

Bromme kirke – scener fra Jesu barndom, bebudelsen og besøgelsen. Bromme kirke ligger smukt på et højdedrag med udsigt over Bromme Lillesø.

Skellebjerg kirke – her kan du opleve scener fra det nye og gamle testamente.

Kirker, arkitektur og kulturarv
Der er mange flere kirker i vores område, og flere af dem er endda kendt for sine særlige arkitektoniske kvaliteter, som eksempelvis Bjernede Rundkirke, der er den eneste af sin art på Sjælland. Til Fjenneslev Kirkes to tårne knytter der sig derimod en kendt legende om den magtfulde Hvideslægt, som satte sit tydelige aftryk på egnen i Middelalderen.

Der er masser at se op opleve i vores kristne kulturarv, så kig forbi kirkerne og gå på opdagelse i vores fælles fortid. Du kan læse mere her på siden under Vores Kirker.